Medicinabstinenser ved udtrapning af psykofarmaka

Medicinabstinenser

Abstinenser ved udtrapning af Abilify / Psykofarmaka – Hvilke seponeringssymptomer oplever skizofrene ved udtrapning af psykofarmaka som f.eks. Abilify tabletter? Læs mere om udtrapningsforløbet og medicinabstinenserne her!

Jeg har i skrivende stund været i gang med min medicinudtrapning i mere end 1 år. Det er gået rigtig godt med en langvarig udtrapning – faktisk har jeg intet rigtig mærket til udtrapningen, jeg føler ikke der har været seponeringssymptomer undervejs, i hvert fald ikke før nu!

Udtrapningen er gået som en leg, jeg er kommet mere i kontakt med mine følelser og jeg har fået lettere ved at sige fra og markere mine grænser end jeg har haft i de 20 år, jeg fik antipsykotisk medicin. Jeg har oplevet, det mere har påvirket mine omgivelser end mig selv, at jeg er trappet ud af medicinen, i den forstand at nogle måske syntes, jeg har forandret mig en anelse. Og det har jeg nok også!

At mærke og markere egne grænser

I de mange år med antipsykotisk medicin havde jeg svært ved at mærke egne grænser og følelser, så ofte lod jeg selv nære bekendte overskride grænserne igen og igen, så det nærmest var sygeligt i sig selv. Det var en voldsom kontrast til de unge år, hvor jeg var stridbar og aggressiv og bestemt ingen problemer havde med at mærke og markere mine grænser. Det var fra den ene usunde pol til den anden. Da jeg fik medicin var det sådan, at når jeg så endeligt sagde fra, blev det ofte på en så markant facon, at det kom som et chok for de involverede, fordi jeg havde ventet så længe, før jeg endelig fik nok. I mange år har jeg følt, det var almindelig tolerance for andres særheder, at jeg ikke sagde fra, når jeg oplevede mig misforstået eller uretfærdigt behandlet – men nu er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at det intet har med tolerance at gøre, men at det faktisk handlede om manglende evne til at sige fra og markere grænserne, før det har været for sent. Man fjernede mine aggressioner med psykofarmaka, men jeg lærte jo ikke i stedet at mærke vrede, skuffelse, jalousi og andre “negative” følelser – og da slet ikke, hvordan man så rummer disse følelser og, ikke mindst, agerer hensigtsmæssigt på dem.

Mit sygdomsforløb startede for godt 25 år siden og i godt 20 år, har jeg fået psykofarmaka, primært antipsykotisk medicin, men også medicin mod angst og depression. Det har sikkert været rigtigt godt i perioder, fordi det har holdt mig stabil, og det var helt sikkert nødvendigt i en akut periode med psykoser i de unge år – Men det har også haft mange negative sideeffekter gennem tiden. Særligt den manglende evne til at mærke mig selv og sige fra i tide.

Stigmatisering af psykisk syge for at de kan behandles?

Skizofrenisymptomer behandles som oftest med en kombination af antipsykotisk medicin, antidepressive midler og angstdæmpende midler. Der findes ikke noget specifikt mod “skizofreni” – Man kan i nogle tilfælde behandle med forskellige terapiformer, f.eks. kognitiv terapi, psykodynamisk psykoterapi etc. Det er jo faktisk de samme metoder, der bruges ved alle andre psykiatriske diagnoser.

Det førte mig i dag til en diskussion med et et par gode venner om, hvorfor det er nødvendigt at stigmatisere os alle ved at proppe os i kasser med diagnoselabels. De fleste når jo alligevel at have flere diagnoser gennem livet, og hver gang få at vide, at nu er det sådan, de er. Kunne man ikke ligeså godt bare kalde os alle for “psykisk syge” og i stedet for at bruge diagnoser som årsag til behandling, bare behandle vores symptomer – angst, paranoia, depression, mani etc. Og hvad med at fokusere på, hvorfor vi er blevet syge?

Vi sad i dette tilfælde en skizofren, en borderliner og en depressiv med tvangspræget personlighedsforstyrrelse. Jeg spurgte borderlineren, hvilken medicin hun får, derefter den depressive og sammenlignede med mig selv, så spurgte jeg om hvilke terapiformer de modtog eller havde modtaget – og ikke overraskende, så var det det samme for os alle 3 – kunne man så ikke ligeså godt droppe at vi alle skal stigmatiseres for livet, nogle værre end andre?

Jeg ved ikke, om det er et led i at være recovered, at jeg ikke føler, der er grund til alle de labels, og at jeg er pænt ligeglad med, om jeg er det ene eller det andet – eller hvad pokker systemet kalder mig. Jeg har for længst indset, at jeg er Claus, hvad enten de kalder mig det ene eller det andet, men det gør ondt på mig, at andre føler, deres labels er nødvendige for den rette behandling, når det i sidste ende er den samme behandling vi alle får. I dag er det faktisk sådan, at kommunerne skal hjælpe børn, der har det svært, også selvom deres problemer ikke har et navn, en diagnose. At det så ikke sker i praksis, er en anden sag.

Det fører mig til tanker om, om det at jeg overhovedet går ind i en sådan diskussion, i virkeligheden er fordi, jeg nu bedre kan mærke grænserne – er det fordi, jeg føler systemet overskrider mine og andres grænser, ved at proppe os i ligegyldige kasser og mærke os for livet, med diagnoser vi aldrig slipper helt af med igen? Vi kan blive erklæret raske eller i delvis eller fuld remission, men det vil altid fremgå, at vi engang har været skizofrene, borderline eller what ever, uanset om det var den rigtige diagnose eller ej – noget jeg mener, vi kunne komme til livs, ved blot at tilbyde den rette behandling af symptomerne, så længe den er nødvendig, uden at mærke os som andenrangs mennesker resten af livet, uanset om vi hører til de mange der kommer sig eller ej.

Seponeringssymptomer /abstinenser ved udtrapning af psykofarmaka (Abilify)

Havde man nu kaldt mig for psykisk syg med behov for psykofarmaka i en periode, kunne jeg så have undgået det helvede det er, efter 20 år, at trappe ud af psykofarmaka? – Jeg ved det ikke, men ved at have kaldt mig skizofren, har man samtidigt frataget mig muligheden for at blive hørt, når jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved, om jeg stadig havde behov for medicinen. På den måde mener jeg jo, at man – helt sikkert i bedste mening – har fastholdt mig i et dagligt forbrug af psykofarmaka, der betyder, at min krop mere eller mindre er ødelagt pga. medicinrelateret overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesteroltal. For få uger siden døde en gammel kammerat pludseligt og uden forudgående fysisk sygdom – han nåede ikke at fylde 40. Han havde i mange år fået høje doser psykofarmaka. Så det er jo noget, der spøger i hovedet på det fleste psykisk syge. Havde man i stedet behandlet mine symptomer uden samtidigt at sige, at jeg vil være syg resten af livet, kunne det være, at man havde opdaget i tide, at jeg slet ikke havde behov for medicinen, i måske 15 af de 20 år. Hvordan det, tænker du.. Tja, fordi skizofreni er en alvorlig og permanent diagnose, har man i de 20 år, jeg har været i behandling, ikke villet kigge på, om det var den rette behandling jeg fik, ej heller om jeg var kommet mig helt eller delvist fra sygdommens vold og overhovedet havde behov for medicinen, i hvert fald i samme dosis, længere. Hvis det nu havde været en forbigående diagnose, de fejlagtigt tolkede som skizofreni for 20 år siden, så kunne jeg have trappet ud, allerede da psykosen var væk – hvis man samtidig havde adresseret de problemer, der var årsag til mit sammenbrud. Det er helt sikkert ikke gjort af ond vilje, men for at undgå, at jeg fik tilbagefald, der ville efterlade mig ringere fungerende, end før jeg trappede ud – men der kommer bare hele tiden ny viden om skizofreni og psykose, og selv en syg person kan modnes og udvikle sig, f.eks. delvist pga. den terapi, systemet selv tilbyder.

Jeg aner ikke, om min hjerne i dag, efter så mange år med psykofarmaka, selv kan danne de rette signalstoffer – det er noget, jeg formentlig finder ud af hen ad vejen. Jeg har, efter at være gået fra de sidste 5 mg Abilify til 0 mg, haft alvorlige smerter i stort set alle led og muskler. Det er direkte modbydeligt. Jeg har i dag haft så store smerter og muskelkramper i skuldre og nakke, at jeg på et tidspunkt ikke kunne dreje hovedet. Og efter at have sovet et par timer her til aften, vågner jeg med stærke smerte i lår og knæ samt en skulder og nakke, der føltes som der sad nåle i. Mine muskler er i bogstaveligste forstand hårde som sten, mens det står på! Det er alt sammen symptomer, man kan læse om på nettet i forbindelse med udtrapning/seponering, og som andre psykiatribrugere kan nikke genkendende til – men som ikke anerkendes eller oplyses om af personalet, når man trapper ud eller stopper helt med medicin.

En blodprop i hjernen fik dem til at lytte

Held i uheld kan man kalde det, at jeg i september 2015 fik en blodprop i hjernen. Det var bestemt ikke en sjov oplevelse, men samtaler med hospitalet, der mente at den kombination jeg har fået af medicin, kan have medvirket til blodproppen, gjorde, at jeg blev mere insisterende end tidligere i forhold til at blive hørt mht. mit ønske om en ud- eller nedtrapning. Og tilfældighederne ville, at jeg kom til at tale med en psykiater, der faktisk lyttede på hvad jeg havde at sige.

Han lyttede og kiggede i mine papirer, hvorefter han gik med til at hjælpe med en udtrapning af medicinen. Der var for ham en oplagt sandsynlighed for, at psykoserne kunne have været forbigående, fordi sygdommen brød ud i en tid, hvor jeg havde svære misbrugsproblematikker inde over. Derfor kunne det hele måske være udløst af en hash psykose, og da jeg ikke har røget hash i snart 15 år, ville der være en ret stor sandsynlighed for, at der slet ikke er risiko for tilbagefald – Jeg håber han har ret, selvom jeg kan være bekymret for, om min hjerne helt har glemt hvordan signalstofferne dannes etc.

Indtil videre har jeg ikke mærket symptomer på tilbagefald (7-9-13). Jeg har så også trappet langsomt ud, så jeg har kunne lære mine følelser at kende stille og roligt, for når man har været dopet af medicin, siden man nærmest var teenager, er der mange følelser og sanseindtryk, man aldrig har lært at kende og bearbejde. Jeg har ikke mærket nogle seponeringssymptoner heller – før nu, hvor jeg er gået fra de sidste 5 mg til 0 mg, så det har været en god udtrapning indtil nu.

Opdateret den 1. oktober 2022
Artiklen er nogle år gammel efterhånden og forfatteren klarede sig gennem de opståede smerter fra seponeringen og har det fortsat godt psykisk, uden at have oplevet tilbagefald efter nu at have været medicinfri i flere år 🙂

Fra udsat til værdsat
Med godt 25 år på bagen (under navnet Sindnet.dk) er vi Danmarks ældste Peer-to-Peer fællesskab på Internettet.

Vi tilbyder personer, der har oplevet livsomvæltende kriser og/eller fysisk eller psykisk sygdom, vold, overgreb, svære relationer m.v. at møde andre som har gennemlevet lignende svære livsvilkår, til at støtte sig op ad i egen recoveryproces.

Kom ind og mød ligestillede
Vi har mange målrettede Peer-to-Peer fællesskaber på vores hjemmeside, og her byder både vi og vores samarbejdspartnere på mange spændende netværksgrupper, fora, private og åbne chatrum, blogs, fotoalbums, IRL events og meget mere.

Del dine oplevelser og mød ligestillede
I vores mange fællesskaber finder du mange beretninger som denne og du møder mange som slås med eller har gennemlevet samme kriser og livsvilkår eller sygdomme som du måske aktuelt oplever.