Ramt af PTSD – Bægeret flød over efter et trafikuheld
En ung kvindes selvskadende adfærd, kostede andre dyrt!
Det er en mørk sommernat og jeg er på vej hjem fra en hyggelig aften i godt selskab. Jeg kører hjemad på den sædvanlige bagvej for at undgå de mange trafiklys og fulde mennesker i midtbyen. Klokken er lidt over 2 og der er næsten ingen trafik på de små kringlede landeveje.
Jeg kører gennem en forstad i min hjemby og er få 100 meter fra mit hjem i nordbyen. Længere fremme kommer en modkørende i høj fart som suser forbi mig. I forbifarten fik han ikke blændet ned, så min øjne er en smule irriteret men ikke noget af betydning. Jeg drejer om et blødt sving og fortsætter gennem det næste. Endnu en bil kommer forude hans lygter irriterer mig også, da mine øjne endnu ikke er kommet sig over den tidligere modkørende. I et splitsekund, bemærker jeg noget bevæge sig, midt på kørebanen foran mig. Jeg laver et hurtigt sving mod venstre og når lige akkurat at rette bilen op inden den modkørende passerer mig.
Lettere chokeret tænker jeg, var det en person som lå på kørebanen, eller hvad var det jeg undveg. Adrenalinen pumper stadig, da jeg bremser op ved sidevejen ned til min bopæl. Jeg vender bilen rundt og kører de ca. 75-100 meter retur til svinget.
Er hun i live?
Jo, der ligger sgu en ung kvinde, hun ligger livløs midt på kørebanen – ser det ud til. Jeg sætter havariblinket til, da jeg holder ind til højre for hende og åbner mit vindue. Er du ok? Skal jeg tilkalde hjælp?, råber jeg til hende. Men hun reagerer ikke. Jeg kigger mig omkring, der er bælgmørkt på vejen og markerne og der er helt stille. Jeg stiger ud af bilen og går forsigtigt hen til kvinden.
Det er en ung kvinde, jeg vil gætte på, at hun er i start- eller midt tyverne. Hendes tøj ser rodet ud og hun ligger helt livløs med hovedet ud i rabatten og resten af kroppen midt på kørebanen. Forsigtigt gentager jeg; er du ok? er du komme til skade? Hun reagerer ikke, så jeg rækker ud for at mærke om hun har en puls.
Jeg når ikke at røre hende, for med et sparker hun ud efter mig og råber aggressivt, at jeg skal skrubbe af og lade hende være.
Jeg får naturligvis et kæmpe chok og træder et skridt tilbage, den reaktion havde jeg ikke lige forventet. Jeg forsøger at berolige hende igen, da jeg tænker, at hun måske har været ude for et overgreb, for hendes hår og tøj ser rodet ud og hendes ene bryst er lettere blotter i den åbne jakke/trøje, så jeg siger med rolig stemme, at vi hellere må komme ind til siden af vejen, for man kan ikke se os der midt på kørebanen, når her er så mørkt.
Jeg beroliger hende med, at jeg ikke vil hende noget ondt og siger at vi sammen kan tilkalde hjælp, når vi er kommet i sikkerhed i siden af vejen. På dette tidspunkt har jeg endnu ikke bemærket de mange ar efter selvskade, som hendes arme er fulde af og i min vildeste fantasi har jeg ikke overvejet, at hun kunne ligge der af egen fri vilje, netop for at blive påkørt. Jeg rækker derfor min hånd ned til hende, for at hjælpe hende op.
Skrub af og lad mig være!
Skrub af, lad mig være råber, hun igen og før jeg når at reagerer hører jeg en bil i mørket, jeg råber til hende, at nu skal hun fandme se at komme op og ind til siden i en fart, det er ikke for sjovt at jeg siger man ikke kan se os.
Jeg kan se at hun rører på sig, så jeg tænker, at nu flytter hun sig heldigvis, men mere når jeg ikke at tænke, før jeg ser lyset fra en bil der kommer i høj fart et sted rundt i svinget. Jeg løber derfor nogle meter hen ad kørebanen og vil signalere til bilen når den kommer helt rundt i svinget, så det første føreren ser er mig, og han derfor kan nå at bremse ned, hvis hun ikke er nået væk fra vejen. Min tanke er, at så kan vi sammen hjælpes ad med at lave et statustjek på kvinden og tilkalde hjælp, da jeg fortsat er i tvivl om, hvorvidt hun er et offer for en forbrydelse, og om hun i et eller andet omfang, befinder sig i en choktilstand.
Jeg tænker at chaufføren vil se katastrofeblinket når han er rundt i svinget og at han så får øje på mig hvis jeg stiller mig i lyset fra min bil og vinker med armene. Da han kommer rundt i svinget, opdager jeg, at kvinden stadig ligger på kørebanen, så jeg råber i panik at nu skal komme væk derfra, mens jeg desperat vinker til bilen at han skal stoppe. Og det virker også til, at han sænker farten, så jeg ånder lettet op og vender mig for at løbe tilbage og få kvinden ind til siden af vejen.
Jeg når kun at drejer mig halvvejs rundt, før jeg hører, at bilen gasser op igen og da jeg kigger mig tilbage, bliver jeg blændet af hans billygter mens han fortsætter i højt tempo, med kurs direkte mod mig! Jeg springer alt hvad jeg kan, og lander ude i siden af vejen, da han kører forbi mig. Det hele går super stærkt men på en eller anden måde føltes det som i slowmotion. Jeg mærker suset og vinden da han kører forbi, mens jeg kigger på kvinden som atter har lagt sig ud på kørebanen, og kan intet nå at gøre, mens jeg kigger hjælpeløst til da han kører direkte hen over hende!
Der lød et bump kombineret med en lyd, jeg kun kan beskrive, som var hun blevet revet fra hinanden. Fra siden i vejen kan jeg se hvordan kvinden blev slynget længere hen ad kørebanen, og at bilen bliver slået helt ud af kurs og havnede i modsatte side af vejen. Jeg er i tvivl om bilisten rammer nogle store sten som ligger længere fremme eller om han når at stoppe inden.
Din psykopat, hvad i helvede laver du???
Hvad ind i helvede laver du, din psykopat, råbte jeg vredt mens jeg lagde an til, at flyve i totterne på chaufføren.
Prøver du slå os ihjel, din fucking idiot??
Jeg er stik tosset og reagerede derfor meget voldsomt over nær at være ramt af bilen, indtil jeg opdagede den unge mand, som nu er steget ud af bilen. Han græder, kaster op flere gange og råber undskyld, undskyld, jeg så jer ikke, alt i mens han tager sig til hovedet og kaster op igen. Alt er forbi, alt er forbi, gentog han mens han skiftevis græd og kastede op.
Det er ok, slap af, det er ok og undskyld jeg blev gal, men fik sgu et chok, det er ok, rolig nu, det er ok. Alt imens jeg forsøger at tilse kvinden, jeg er helt sikker på, at med den påkørsel, så må hun være død nu. Jeg kan se at der er blod på kørebanen og jeg kan se det bløder fra hendes bukseben mens dele af hendes tøj ser beskadiget ud. Jeg råber til den unge mand om han har sin telefon, mens jeg leder efter min egen som er væk. Jeg må ha glemt den i bilen eller tabt den et sted i siden af vejen, da jeg sprang væk og undgik påkørslen. Så jeg råber igen, vi skal have fat i en ambulance nu, vi skal ringe 112.
Den unge mand har allerede fundet sin telefon og er i gang med at taste 112. Mens jeg er gået i gang med at tilse kvinden. Og så siger hun pludseligt…. “AV mit ben, han kørte over mine ben..”. Hun er live, råber jeg, vi skal have en ambulance herud, og det skal være nu.
Sammen med alarmcentralen får vi fortalt hvad der er sket, skadens omfang, beskrevet så godt vi kan og hvor vi befinder os, vi må ikke flytte på kvinden, så jeg bliver igen bekymret for andre bilister skal komme fræsende, men da vi befinder os under 1 km fra Skejby Sygehus, burde de hurtigt være her, tænker jeg. Men så hører jeg en bil i det fjerne igen og tænker endnu engang, åh nej, nu skal jeg have den unge mand ind til siden, så han ikke også bliver ramt og jeg må igen forsøge at få dem til at stoppe, hvis ikke må vi hive hende væk uanset skadernes omfang, så hun ikke rammes igen. Jeg råber til ham at jeg vil forsøge at signalere til bilen og at han skal holde øje med kvinden, som stadig ligger i siden af vejen.
De mange ar på hendes krop, afslørede en tydelig selvskadende adfærd, og jeg er blevet bevidst om, at det ikke kan udelukkes, at hun har lagt sig der med fuldt overlæg netop for at blive ramt. Heldigvis får jeg stoppet den næste bil uden problemer. Det viser sig at være et ungt par som kommer hen og hjælper mig med at berolige den unge mand og med at tilse kvinden, indtil ambulancen ankommer.
En politipatrulje i nærheden har hørt opkaldet og er på vej til os. Da de ankommer til stedet tager de hurtigt over og tilser både kvinden, mig og den unge mand. Da flere biler kommer til, beder de mig om at omdirigere trafikken, da vejen vil blive spærret af mens redningsarbejdet står på.
Jeg er helt zen, bare rolig!
Faktisk husker jeg ikke episoden som traumatiserende på selve det tidspunkt. Jeg handler instinktivt og intuitivt hvor jeg forsøgte at minimere skader, hjælpe en tilskadekommen og forsøger at berolige den unge mand hvorefter jeg hjælper redningsfolkene med at omdirigere trafikken. Faktisk er jeg så zen som jeg kan blive, selvom der var stress på og at jeg faktisk selv var ved, både selv at komme til skade, at påføre kvinden skade hvorefter jeg var vidne til selve ulykken.
Efter vidneafhøringen kører jeg hjemad igen. På vejen ringer jeg til min kæreste som bor 20-30 meter fra mig, jeg fortæller hun ikke skal blive bange, men jeg har været impliceret i en ulykke, hvor jeg ikke selv kom til skade men sådan og sådan, og jeg er ok. Min kæreste tænkte dog alligevel, at oven på sådan en oplevelse, så måtte hun hellere kommer over og se til mig, så hun er næsten hjemme hos mig, da jeg få minutter senere kører ind på parkeringspladsen.
Vi sætter os på sengekanten og snakker lidt om ulykken, lidt snak bliver til mere og jeg kan slet ikke stoppe igen, adrenalinen pumper stadig og tiden flyver og jeg kan slet ikke falde til ro.
Jeg begynder at blive usikker på, om jeg på nogen måde var ansvarlig for ulykken. Skulle jeg ha vippet hende en på skallen og trukket afsted med hende? skulle jeg ha trukket hende væk, selvom hun sparkede ud efter mig og jeg ikke vidste om hun allerede var blevet påkørt eller ude for et overgreb? Blev den unge chauffør blændet af mig, da jeg holdt i siden af vejen? Tror politiet at den unge mand ramte hende, fordi han var uopmærksom eller forstod de at hun muligvis ville skade sig selv og han er uden skyld og ikke havde en chance?
Var det min skyld?
Til sidst ringede jeg 114 og talte med alarmcentralen. De forsikrede mig om, at jeg ikke skulle bekymre mig for den unge mand, de havde allerede vurderet at kvinden bevidst ville påkøres og han ville ikke blive sigtet for noget uanset udfaldet af ulykken såfremt der kom et efterspil. Samtidigt lovede de, at betjentene som ankom til ulykken, ville kontakte mig, hvis der var tilføjelser til mit vidneudsagn eller hvis jeg havde spørgsmål. Betjenten ringede så tilbage til mig og forsikrede mig om, at de godt vidste, at den unge mand ikke havde haft nogen chancer for at se hende eller undvige, da han kom rundt i svinget, det havde de også noteret i rapporten. Jeg bad dem også om, at såfremt den unge mand fik brug for det, måtte han eller hans familie gerne kontakte mig, så jeg kunne forklare dem alle hvad der foregik, hvorfor hun lå på kørebanen, hvad jeg lavede der og hvorfor han ikke havde en chance for ikke at ramme hende.
Resten af natten kan jeg ikke sove, jeg er urolig, koldsvedig og hver gang jeg er ved at falde hen, vågner jeg med et sæt, fordi jeg synes nogen skriger eller råber om hjælp. Næste dag, skal jeg til fødselsdag hos min søster, så min kæreste og jeg kører mod Vejle. På vejen kommer vi forbi ulykkesstedet og jeg mærker at jeg bliver kold og svedig ned ad ryggen. Hendes sko ligger stadig i siden af vejen og i siden af vejen holder den unge mands bil. Hans forskærm er ødelagt, den er slået af, fra da han ramte hende.
Jeg gyser men vi fortsætter og under arrangementet hos min søster fortæller jeg igen og igen om oplevelsen, da flere spørger ind til hvad det er der er sket.
På hjemturen kan jeg mærke jeg er grådlabil og stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kunne have handlet anderledes eller om det er delvist min skyld. Så min kæreste beslutter sig for, at jeg skal have fat i en krisepsykolog nu. Der gik ikke under et døgn, så havde jeg besøg af en krisepsykolog som kom ud til mig. For sikke da en oplevelse.
Hun var utroligt sød og vi får talt ud om det og hun fortæller mig, hvor flot jeg takler det og at mine aktuelle symptomer/gener er helt normale og sunde reaktioner. Hun fortæller også, at jeg har handlet helt efter bogen og faktisk klarer mig bedre end de fleste hun kommer ud til i sit arbejde. Men hvis jeg fortsat døjer med de beskrevne gener efter 6 uger, så er det yderst vigtigt, at jeg søger hjælp, da man herefter risikerer varige mén.
Et langvarigt efterspil på 8 måneder!
8 måneder skulle der gå, før mit forsikringsselskab endeligt anerkendte oplevelsen som en ulykke og erkendte at jeg naturligvis skulle have haft den krisehjælp som er inkl. i min ulykkesforsikring, de lover også at såfremt jeg får et varigt mén så er jeg berettiget til at søge erstatning ligesom at de har lovet at betale psykologregning og eventuel anden behandling jeg får behov for.
Flere gange blev jeg afvist med besked om, at nej, din ulykkesforsikring dækker naturligvis ikke, når du ikke er kommet til skade. Andre gange blev jeg mødt af, nej, når du er ude for en ulykke så skal du komme med det samme ikke lang tid efter og når det så gik op for dem, at det gjorde jeg også, så skulle de lige tale med en kollega og ville vende retur, hvilket de enten ikke gjorde eller også vendte en anden retur med besked om, at nej, de afventede dit og dat så jeg måtte lige have lidt tålmodighed. Men øhm.. 8 måneder før man får krisehjælp er måske også at have lidt for meget tålmodighed tænker jeg, så naturligvis, har jeg rykket MANGE gange for en afgørelse og hjælp til mine psykologregninger.
For man kan sige, at efter 8 måneder så er det nok ikke så meget krisepsykolog jeg har behov for længere. Oplevelsen har jo for længst sat sig som noget post traumatisk stress, da ulykken ramte mig hårdere end jeg først havde antaget. Og selvom jeg tidligere har oplevet ting som kan være dybt traumatiserende har jeg altid klaret mig gennem kriserne, men denne gang åbnede det virkeligt op for Pandoras æske.
I måneder efter ulykken, havde jeg voldsomme angstanfald, hvis min kæreste var chaufør og lavede pludselige opbremsninger. Ligesom jeg reagerede meget voldsomt med gråd, koldsved og rysteture når jeg kørte forbi ulykker. Jeg reagerede også instant med koldsved, rysteture og voldsom træthed samt smerter i brystet hvis jeg syntes nogen stod i siden af vejen eller det så ud som om der lå noget på kørebanen. Og såfremt der var nogen som skreg udenfor eller min kat hylede, reagerede jeg ligeledes med koldsved og rysteture.
I perioder under pres er mine nerver så meget uden på tøjet, at jeg reagerer voldsomt og aggressivt som gælder det liv eller død, hvis jeg f.eks. føler mig truet, presset op i en krog eller nogen siger noget negativt til mig, misforstår mig eller kalder mig skældsord og f.eks. dytter i trafikken etc. Jeg er flere gange blevet så bange for mig selv, at jeg har rystet i flere timer efterfølgende og ikke turde være sammen med andre, af frygt for at eksploderer yderligere.
Selv den dag i dag, som er 8+ måneder senere. Så reagerer jeg ofte med vrede, frustration, irritabilitet, grådlabilt, angst, koldsved mv. hvis jeg skal træffe hurtige beslutninger og tage stilling til ting her og nu, ligesom at det er et helvede når planer ændres i sidste sekund. Alt sammen er reaktioner på det ansvar jeg stod med under ulykken.
Derudover så har ulykken og den aktuelle PTSD fået Pandoras æske til at springe op på fuldt gab, hvor helt gamle og åbenbart ubearbejdede traumer vælter op og påvirker mit liv og min dagligdag. Jeg har fået rigtig svært ved at passe mit arbejde, jeg ser stort set ingen venner, min datter ser jeg sporadisk selvom jeg savner hende, min kæreste som jeg elsker højt og har et stort behov og ønske for at være sammen med, har jeg være nødsaget til også at lægge afstand til, pga. jeg har svært ved at holde den social kontakt ud. Det samme gælder med det meste af min familie, mine naboer, de foreninger jeg er frivillig i, mine interesser/hobbyer osv.
Jeg har været så plaget af gamle traumer fra fortiden, at jeg var nødsaget til at få endnu en henvisning til psykolog, hvor jeg kan få talt ud om disse, og tage hul på at få dem bearbejdet på ny og kigget på hvad jeg fremadrettet kan gøre ved disse ting også.
Genoptræning & rekreation
Heldigt for mig, har jeg fået bevilliget et genoptræningsophold i en anden kontekst, hvor jeg efter knæoperationer ikke fik det normale funktionsniveau tilbage og derfor blev henvist til et længere genoptræningsophold. Det perfekte ved opholdet er, at de også kigger på de psykiske aspekter, andre smerter og ting der kan gøre hverdagene vanskelige.
Så jeg tænker at dette ophold også bliver et springbræt til at få igangsat en masse ting i forhold til PTSD’en jeg aktuelt er hårdere plaget af, end mine knæskader, så jeg derigennem får nogle redskaber der gør, at jeg måske minimere gener og smerter i kroppen som ikke just gør det nemmere at håndtere de symptomer PTSD’en var bragt med sig.
Forsikringsselskabet har endvidere skrevet, at såfremt der ved status 1 år efter ulykken fortsat er mén, så vil man kigge på hvad der kan gøres for at hjælpe der og fortsætter det kan jeg ligeledes iht. policen få udbetalt erstatning i helt op til 3 år efter ulykken. Men jeg vil nu egentligt hellere bare have mit liv tilbage, hvis det er muligt, så jeg ikke mister hele mit netværk, mit arbejde, min familie osv. pga. de her voldsomme gener jeg de sidste måneder har oplevet.
Men lige nu og en måned frem, vil mit fokus ligge på dette genoptræningsophold og så vil jeg arbejde intensivt med mig selv. Og når jeg er retur igen, vil jeg genoptage mine psykologsamtaler og påbegynde eventuel træning her hjemme, eller hvad der skal til og så håber jeg, at det er tid til at kigget på mine myoser, spændinger osv. om det er noget jeg kan få gjort et eller andet ved permanent, så jeg ikke skal døje hele sommeren.
Tak fordi du brugte tid på at læse min historie
Til sidst, vil jeg gerne takke dig for at du havde lyst og overskud til at læse min historie.
Jeg kan som afsluttende tekst nævne, at jeg senere har hørt, at kvinden overlevede sin selvskadende adfærd, dog med alvorlige skader og at det muligvis ikke var første gang hun fik den pågældende idé og nok desværre heller ikke den sidste. Så pas på derude.
Den unge mand hørte jeg aldrig fra igen, så jeg ved ikke om han er ok eller fik den nødvendige hjælp efter ulykken.
Det unge par som stoppede lige inden politiet ankom, har jeg senere talt med. Det viste sig nemlig, at en kammerat var kollega til manden og derfor havde hørt ulykken omtalt da jeg selv nævnte den.
Har du et behov/ønske for at dele din historie?
Sidder du med et behov eller ønske om at få delt en historie der påvirkede dit liv i enten en positiv eller mindre heldig retning, så vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi vil gerne dele din historie for dig i anonymiseret form, fordi vi rigtig gerne vil være med til at sætte fokus på sygdomsforløb, traumer, svære oplevelser o.lign. da der kan sidde mange andre derude som har været i gennem noget lignende og føler sig som den eneste i hele verden.
Det kan også være dine positive oplevelser med recovery, at vende tilbage til en normal hverdag – eller en ny hverdag, hvordan du tacklede svære livsvilkår og kom videre.
På peer2peer.dk er filosofien nemlig lige præcis, at vi ikke er de eneste, som har ting med i bagagen, og at vi alle kan have gavn af at høre om og fra andre, som har været i samme form for krise eller situation, så vi kan spejle os i hinanden og måske hente inspiration til, hvordan vi selv kæmper os videre og finder vejen ud af krisen.
Du er velkommen til at kontakte os på support@peer2peer.dk
Kommentarer